Vibeke Manniche

Mit indtryk af adop.forældrene er tydeligt en meget Fuldstændig enig.

Ja jeg har også grædt, både for det lille menneskebarn Masho, men også for hendes forældre.
De er de forældre, som kan give det netop det Masho længes efter.

Jeg har hele tiden under udsendelsen undret mig over holdningen hos adoptivforældrene, den virker kølig afstandtagende, som “det skal lige klares” men her har de så fået en lille pige, som i 4 år kun har oplevet kærlighed.

Så naturligt nok reagerer hun i mod
nye forældre der tror og mener, at de mener de giver det samme, men det er de slet ikke i stand til. de er i mine øjne rigide og tekniske og har overhoved ingen forbindelse til deres egne følelser.

Adopt.mor skruer bissen på og skræmmer pigen ud af skindet.
Og adop.far siger hvad siger mor (han er sgu lige så bange for hende)

Her var netop brug for at vise følelser, men det er endominerende kvinde, som mener hun”ved bedst” og føler sig ekstremt dygtig til at håndterer svære situationer, og nu taber hun magt. Og en adopt.far, der ikke har sin egen mening eller ikke tør sige den til sin kone, så han er så vag at det gør ondt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke : at havde jeg været denne lille pige, som havde fået en ny mor med den karisma, der dominerer alt omkring sig,og hendes mand ( som siger mæ og øh til alt hvad dronningen siger)

Så havde jeg også kæmpet imod. Hun kender jo det ægte, og hun er født i det ægte.

Det er virkeligt stygt at se, hvordan “mor” afretter eller fordøger aftrette Masho ind i sine egne normer (som man gør med hunde) for, hvordan hun ønsker sit hentede barn skal være.

Fy føj Jeg har fået en dårlig vare, som ikke bare elsker mig. Konen er da er psykoterapeut og burde vide bedre. Måske hun selv skulle bruge lidt tid på en kollega, jeg tror hun har brug for det.

Masho er nu på børnehjem. ……… Jamen send hende dog tilbage sammen med sin bror, til deres forældre, som elsker dem for fan… der er da ingen andre løsninger.

Giv en donation til familien, så de kan klare deres hverdag, hvis i vil ders bedste og ikke kun fylde jeres egne behov. (de får gratis aidsmedicin)

Hjælpen burde fra starten gives til familien og ikke først og fremmest til mennesker, som ikke kan få børn selv.

Jeg er rigtig glad for at Katrine Kjær har gjort dette store arbejde og vist os bagsiden af medaljen.
Masser af applaus og ***** til dig
Jeg er rystet

Allerbedste hilsner
Britt Sejer

Kære Katrine,
tusind tak for din ærlige, skræmmende og nødvendige film.
Jeg er stadig rystet over det, jeg har set. Jeg er selv adoptivfar til 2 fantastiske indiske adopitivpiger, som jeg er stolte og glade for, og som betyder alt i mit liv. Et liv uden dem kan jeg slet ikke tænke.
Men jeg har lyst til at sige et par ting; for det første er forældrene, der fik Masho, total uegnet til at være forældre.
De skulle aldrig have fået lov til at adoptere. Det er mit vigtigste kritikpunkt. Hvad jeg så var skræmmende. Forhøret ved bordet er det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Det var had. Ikke kærlighed. Her beviste forældreparret, at de ikke er egnet til at være forældre. Sådan opfører man sig simpelthen ikke over for et barn. Føj, hvor var det færdelige, uværdigt og hensynsløst! På kanten af det kriminelle! Dernæst vil jeg sige; hvem er det der har godkendt disse forældre til at blive adoptivforældre. Det er jo skræmmende, at man ikke kan fange noget som talentløst som dette par. Hvordan er de gået igennem godkendelsesproceduren, hvis der er en sådan? Det var der da jeg adopterede mine 2 piger, og de kom gennem Danadopt, og jeg synes, vi var gennem en hård periode inden vi blev godkendt. Enten har man slækket på kravene eller også er det muligt at snyde, ved at sige de rigtige ting og siden gøre det helt forkerte som de forældre.
Jeg er rystet og håber aldrig nogensinde, at forældrepar med så lidt kærlighed og varme får lov til at adoptere. Sagen er pinlig for Danmark og vil helt sikkert betyde, at organisationer i lande som vi modtager adoptivbørn fra vil fravælge Danmark. Selv om der med sikkerhede findes tusinde af fantastiske adoptivforældre der er kærlige, varme og mere end egnede til at blive forældre. For det er fantastiks at være adoptivfar. Håber ikke det går ud over dem der er egnede. Det vil være forfærdeligt.
Men igen Katrine. Tak fordi du satte fokus på adoption med din skræmmende dokumentarfilm. Håber det skal lys istedet for mørke. det fortjener du!

Det kan ikke siges bedre det du skriver. En så hjerteskærende forfærdelig dokumentar som blev vist i tv. Hvad er det for mennesker som vil udsætte deres børn for det som det søskendepar har måtte gå igennem og stadig lider under. De skal hjem til deres forældre og søskende og helst inden jul. Tænker også de forældre som adopterede de var veluddannet og sidder og rådgiver andre mennesker tænker havde de ikke psykologi i deres uddannelse

Jeg så desværre ikke udsendelsen. Men der er en international aftale, som adoptionsorganisationerne har vedtaget. Men ligesom på det kommunale plan sker der fejl. Det er menneskeligt. Det er internationalt og rummer mange flere ukendte faktorer end dem, vi kender indenfor vort eget lands grænser. Men glem ikke, hvor mange adoptivforældre, der kæmper bravt for børn med mange vanskeligheder.

Jeg kan (heller) ikke lade være med at tænke på, at filmhold/ instruktør ikke har råbt vagt i gevær??

http://www.youtube.com/watch?v=DV550wmtOmY

Hvor er adoptivforældrenes rettigheder?….tomme løfter….

Jeg mener, at problemet i høj grad er den egoisme der også ligger i ønsket om at adoptere. At være uønsket barnløs er givet noget af det allermest smertefulde et menneske – måske især en kvinde – kan blive udsat for – så jo stor forståelse for desperationen – for der er ikke meget i livet der kan bringe lykke og stor mening som at få mulighed for at være forælder med alt hvad det bringer med sig af livslange store øjeblikke! Men spørgsmålet er om det at adoptere på den sædvanlige måde hvor illusionen er at et barnløst par kan blive rigtige forældre via andre menneskers barn ikke er en utopi….For mig er det hjerteskærende i enhver adoption, at der ligger en stor egoisme i at ville have det adopterede barn helt for sig selv – fordi adoptivforældrenes illusion om at endelig at være blevet rigtige forældre med konkret vold og magt skal opretholdes….det betyder at barnet brutalt og nådesløst afskæres fra kontakt med de forældre/mødre som ofte elsker dem og har givet dem fra sig meget mere af nød end af lyst…..og begge parter lider. Det retfærdige i det er så at adoptivforældrene jo så også ofte kommer til at lide men er det ikke selvforskyldt – når barnets retmæssige sorg over med vold og helt bevidst at blive rykket op med rode uden mulighed for at holde en kontakt til de rigtige forældre( som kunne gøre overgangen meget mere acceptabel og meget mindre skadelig for alle parter) ofte kronisk medfører at adoptionen ikke bliver rigtig vellykket – nej for adoptivforældrene har foregøglet sig at de kunne ersatte de rigtige forældre – men adoptivforældre er og bliver det de er – en erstatning for noget ægte og stort – og det mener jeg er det bedste for dem selv at indse – at blive adoptivforælder er ikke det samme som at blive barnets rigtige forældre – der følger nemlig særlige forpligtelser med hvis man skal gøre det ordentligt og ikke mindst kærligt overfor barnet! Det barn man påstår man elsker og vil gøre alt for?!!! -Men det eneste barnet rigtig har brug for er at få lov at beholde sine rødder – og det betyder netop at illusionen om at være forælder som alle andre må briste for adoptivforældrene – de bør holde en konstant og ægte kontakt til de biologiske forældre og til børnenes biologiske familie….for det er barnets autentiske behov – som kan hindre den store og livslange skade der ellers ofte vil ske…..Det bør være en forpligtelse hvis man vil have lov at adoptere at man holde den kontakt – om ikke andet så til en gammel bedstemor, en tante eller hvilke slægtning der måtte være og naturligvis forældrene hvis de lever – så kan børnene undgå de svære skader og stille og roligt falde til tror jeg! – Og er der umiddelbart ingen kendte slægtninge må det tilføjes adoptionsomkostningerne at man opsøger disse eller holder barnets kontakt til dets hjemland og rødder…vil man ikke det mener jeg ikke man skal adoptere.. så må man i stedet købe en hund!

“Det er virkeligt stygt at se, hvordan “mor” afretter eller fordøger aftrette Masho ind i sine egne normer (som man gør med hunde) for, hvordan hun ønsker sit hentede barn skal være. ”

Jeg har opfostret et par børn og trænet flere hunde – ikke fordi jeg vil sige at børn skal behandles som hunde. Men der slog mig at forældrene ville møde større udfordringen fra hundeinstruktører en fra kommunale psykologer. Jeg har aldrig hørt en hundeinstruktør forklare fejlen som værende tilknytningsvanskeligheder hos hunden, men nærmere at hunden ikke gider dig – og hvad du kan gøre ved det.

Ingen ville omklamre en hund der afreagerer – enten giver man plads til det eller så afleder man – det mener jeg også gælder for mindre børn.

Ingen ville acceptere at man lægger så meget pres på en hund den bliver den bliver apatisk, det ødelægger den.

At tale til dem I et sprog og sammenhænge de slet ikke kan forstå eller kan forholde sig til, er også en typisk begynder fejl – som ville blive rettet.

Der var masser af “drive” i pigen og hun vil givet klare sig selvom det bliver svært. Jeg ville være mere bekymret for drengen – han ved slet ikke hvad han tilpasser sig til og det bliver svært for ham at komme ud over det.

Vil lige tilføje at adoption er selvfølgelig mere komplekst end som så. Hvis børnene er forældreløse og der ikke er nogen der vil eller kan tage dem til sig er adoption givet godt. Men i dette tilfælde er det bare lidt svært at acceptere at penge skal gøre så stor forskel….Forældrene holdt af hende men manglede givet bare ganske få penge for at kunne beholde hende selv. Hvis børn skal adopteres må det aldrig være sådan at forældrene selv kan udfylde en rolle. Det skal være børn der er helt forladte uden muligheder for relationer i familien.