Hvordan undgår man at ens barn ikke bliver bandemedlem? Tager sig af det!

Skrevet d. 12. jul, 2009 af Vibeke i kategorien Fra 6-18 år, Nyheder & Blog

Idag, søndag d. 12.juli, bringes et ærligt interview med en far, Jan Møller, hvis søn er godt på vej ind i bandemiljøet. Som læser (og mor) forstår man selvfølgelig farens fortvivelse. Men svaret på, hvorfor sønnen kom ind i bandemiljøet, giver faren selv. Og det er ret åbenlyst og simpelt. Omsorgssvigt. Ganske enkelt manglende omsorg og opmærksomhed. Længere er den ikke.  Faren fortæller også om en brudt familie med en del nye ´bonusbørn´ og ´bonusforældre´. Det i sig selv behøver ikke at være et problem, men det er jo åbenlyst, at når nye familier skal flettes sammen, ja, så er det tidskrævende. Energikrævende. Opmærksomhedskrævende. Og så er der børn og unge, som ganske enkelt overlades til sig selv. Noget jeg desværre genkender alt for godt fra mit daglige arbejde.

Så sidder du som forældre og frygter om dine børn kommer ud i noget ´skidt´ – herunder bliver bandemedlem – ligger løsningen hos dig selv. Nemlig at man tager sig af barnet. Viser det opmærksomhed. Nærvær. Tid. Kærlighed. Uanset hvilke konflikter, skilsmisser, nye parforhold osv forældrene måtte blive kastet ud i – så bør børnene forblive det faste omdrejningspunkt. Gør de ikke  - ja, så kan konsekvensen være – at barnet bliver bandemedlem, kriminel  - eller ihvertfald ulykkelig og overset. Med alt hvad dertil hører.

http://www.berlingske.dk/article/20090711/bander/707110046/


1 har allerede deltaget i debatten

Nina B

12. jul, 2009

Du har ret. Jeg krummede tæer, da jeg læste denne tåreperser, om hvor synd det var, at der ikke var mere hjælp. Ja, det er synd. Især er det synd, at drengen har gået for lud og koldt vand – tilsyneladende. Det er ikke let at være forældre, men man må prøve at gøre mest muligt og så også stille krav til sig selv og ikke bare til alle mulige andre.

Deltag i debatten