Klaus Pagh – og en ulykkelig sag om en stakkels dreng

Skrevet d. 06. feb, 2012 af Vibeke i kategorien Fra 6-18 år, Nyheder & Blog, Sundhed

Så kører sagen om Klaus Pagh, hans søn, Isak, og Isaks mor, Karima, igen. Det er en skrækkelig sag og det vi er vidne til er ikke mindst samfundets overgreb på en stakkels og ulykkelig dreng. Klaus Pagh er tidligere blevet anklaget for seksuelle overgreb mod drengen, overgreb som drengen selv har berettet om. Klaus Pagh blev frikendt. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i – for sådanne ender vel størsteparten af anklager om seksuelle overgreb mod børn. Har det så fundet sted? Det forbliver ubesvaret. Men skal man tro på, hvad drengen selv har fortalt igen og igen, ja, så har han fortalt om sådanne overgreb. Jeg tror på hvad børn fortæller, og jeg tror på, når de føler sig krænket eller truet. Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer i den sag, dog funderer jeg over, hvordan det er gået den ældre søn, som Klaus Pagh også har, ligesom jeg kan være bekymret for den thailandske pige, som han angiveligt har adopteret. Lad mig understrege, at jeg selvfølgelig ikke kender til disse sager. Det er dog meget tydeligt, set fra sidelinien, at hensynet til faren er gået forud for hensynet til barnet!

Lad mig slå fast. Helt uden at blinke. En mor går ikke under jorden med et barn, og udsætter sig selv for så meget, hvis ikke hun er dybt bekymret for fortsatte overgreb mod sit barn og hvad der skal ske ham. Det kan meget vel fremstilles som had og forurettethed, men det er uden tvivl langt fra sandheden. Hvad der kan drive en mor til at skjule sig og flygte forbliver en dybfølt (og oftest reel) frygt for overgreb mod det dyrebareste hun har – barnet. Det er en meget høj pris, som Isaks mor allerede har betalt for at beskytte sit barn og fortsat gør disse dage.

Lige nu befinder Isak så på et børnehjem, og moren er fængslet. Det er jo et ganske umenneskeligt overgreb mod den stakkels dreng. Endnu et overgreb. Det undrer mig meget, at man har fundet det nødvendigt at placere ham på et børnehjem – helt uden kontakt til de personer omkring ham, som han kender. Det være sig familie, gode venner, naboer – hvad han måtte have af nære relationer. Ikke mindst også til jævnaldrende legekammerater. At placere ham på et børnehjem er at føje spot til skade, og blot øge traumet endnu mere, og langt væk fra de mennesker omkring ham, som han holder af og føler sig tryg ved. Mon ikke det var muligt at finde nogle omkring ham, som kunne drage omsorg for ham, nu moren er varetægtsfængslet? Det vil jeg tro! Lige nu får man klart indtryk af, at han også er fængslet. Afskåret fra samvær med dem han kender og holder af.

Isak har brug for ro sammen med sin mor, som er og bliver hans primære omsorgsgiver. Han har brug for at blive hørt. Fortæller han om overgreb, har han fortalt om overgreb, skal sådanne tages meget alvorligt. Uanset hvad en dom eller manglen på samme måtte lande på. Det er barnets tarv det handler om, og IKKE farens tarv. Og jo – jeg risikerer gerne at tage fejl.Selv om det ikke er sket før i sådanne sager. Men jeg er dybt rystet over, hvad drengen nu bliver udsat for, og jeg mener, at samfundet fortjener at yde moren den ære og tak, som hun fortjener. Tak for at forsøge at beskytte sit barn bedst muligt og tilsidesætte egne behov. Tak for at kæmpe så brav og indædt en kamp for sin søns ve og vel. Giv Isak og hans mor fred – giv moren den fulde forældremyndighed igen – og lad dem sammen hele deres sår.