Man gør et barn så skrækkeligt fortræd!

Skrevet d. 23. feb, 2012 af Vibeke i kategorien Nyheder & Blog, Sundhed

Idag – d. 23.2 – har Karema Hviid fået forlænget sin varetægtsfængsling i 4 uger! I isolation vel at mærke. Hvad er denne kvindes ´forbrydelse´? Jo – hun har forsøgt at beskytte sit barn mod en far, Klaus Pagh, hvor hun frygtede, at han ville begå overgreb mod barnet. Har Klaus Pagh begået overgreb? Det aner vi ikke – og det kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om.

Til gengæld er jeg dybt, dybt beskæmmet over, at man har valgt at straffe en mor så hårdt. En mor som har handlet efter sin samvittighed og fortvivlet forsøgt at beskytte sit barn. Ingen har formået i sagen at berolige moren i en grad, så hun ikke følte, at en sådan beskyttelse var nødvendig!

Samtidig sidder barnet, Isak, fortsat på et børnehjem. Uden kontakt til dem, som er hans nære omsorgsgivere og har været det hele livet. Ikke alene har han ingen (eller ekstrem sparsom) kontakt med moren – men det nære netværk må heller ikke se ham! Det rene vanvid.

Jeg mener, at det er tid til, at socialminister Karen Hækkerup går ind i denne meget alvorlige sag. Igen og igen ser man Klaus Pagh komme med sin udlægning af sagen, senest i dagens Billed-bladet. Men lad os høre morens version. Barnets version! Og lad os ikke mindst bekymre os om barnets tarv. Og det er ikke mindst tæt kontakt med moren! Lige nu er det jo også Isak som om nogen straffes. I en grad der overgår enhver fantasi.

Jeg var en del af ekspertgruppen omkring ´Barnets reform´- og noget af det som jeg igen og igen har efterlyst  er, at man i sådanne grimme sager ikke alene inddrager børnesagkyndige, men også ser på de helbredsmæssige forhold – hos såvel forældrene som barnet. Det kan jeg heller ikke se er gjort i denne sag, og det vækker også bekymring.

I min optik er moren i denne sag IKKE skurken. Hun har forsøgt at beskytte sit barn bedst muligt. Klaus Pagh´s motiver skal jeg undlade at gisne om. Dog er det åbenlyst, at elskede han sin søn – så sikrede han, at sønnen straks og omgående blev genforenet med sin mor – barnets primære omsorgsgiver. Men for en udeforstående kan det synes som, at Klaus Paghs egne interesser fuldstændig overskygger omsorgen for barnets ve og vel. Det er i sig selv dybt bekymrende.

På grund af den i medierne pt verserende sag, hvor jeg anklages for injurier mod Klaus Pagh, har jeg valgt at fjerne alle indlæg fra min blog, som måske kunne opfattes stødende. Jeg vil endnu engang gøre det meget klart, at jeg på ingen måder deler mine læseres synspunkter, og jeg har aldrig hverken påstået, eller haft til hensigt at påstå, at Klaus Pagh var pædofil eller foretog nogen form for seksuelle overgreb, hvorfor jeg på det kraftigste må tage afstand herfra. Derimod har jeg blot udtrykt min generelle og saglige bekymring for børnenes overordnede trivsel, i en sag i øvrigt fremført i medierne af Klaus Pagh selv. Det er alene de forhold jeg har pincipielt har forholdt mig til.